Jesper Thilo
Jesper Thilo er et fænomen, noget der er helt umuligt at komme uden om, når man taler om dansk jazz. Han spiller alle tænkelige udgaver af saxofoner og klarinetter. Han har været orkesterleder i mange år, og han har spillet sammen med så mange store navne, at det er helt umuligt at remse dem alle op.
Jesper Thilo (født 1941) har været på jazzscenen i over 40 år. Han fik sin første saxofon som 11-årig, men gik over til at spille klarinet og blev konservatorieuddannet klarinettist. Saxofonen blev dog hans hovedinstrument, og han har gennem årene medvirket i utallige sammenhænge – på film og teater, på pladeindspilninger og jazzscenen, og som solist med symfoniorkestre og bigbands. Han har også arbejdet sammen med mange internationale topnavne som fx Ben Webster, Coleman Hawkins og Benny Carter.
Jesper Thilo var medlem af Radioens Big Band 1966-89 og har siden 1985 haft sit eget orkester. Foruden at være en fænomenal saxofonist er Jesper Thilo også en god fortæller. I bogen 'Man ska’ ku’ se komikken' har han med stor humor fortalt historier og anekdoter fra jazzens verden og et liv som spillemand.
Tilmeld dig nyhedsbrevet og modtag nyt om musik og bands hver uge.
|